Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?
Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sangstemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.
Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.
Midsommer 2020