Aktuelle Fortællinger

Foredrag er én ting. Fortællinger noget helt andet. De er i en anden grad levende ord. De handler om liv, vores liv. Derfor er fortællinger siden vore forfædres tid blevet givet videre. Ved bålet, i bindestuen, i mørkningstimen.

Store fortællinger fra litteraturen skal stadig fortælles. Så selvom det er godt at læse romaner og noveller, kan det være betagende at lytte. At få historier videregivet. Fortællinger der har sin egen iboende drift, fordi de handler om menneskeliv. De er levende ord. Om vore liv, så ens og dog så forskellige.

Jeg kommer ud både i dag og aftentimer. Kommer til sogneaftener, kirkehøjskoler, højskoleforeninger, efterskoler og andre tænkelige folkelige sammenhænge.

Her på listen af aktuelle fortællinger kan du se, hvad jeg har at byde på nu. Og det, du ser, er hvad jeg selv har været særligt tiltrukket af. Af de uendeligt mange fortællinger der er skrevet til os.

Januar 2019 går jeg i luften som fortæller.
Bagud ligger dog allerede flere års virke som fortæller, lokalt og ude i landet; for konfirmander, til gudstjenester samt forskellige folkelige sammenhænge.

Jeg har flere ideer på vej; nogle af dem er angivet nedenfor. Siden vil flere følge.

Da jeg er vokset sammen med fællessangen, vil fællessang fra Højskolesangbogen være en naturlig ledsager til mine fortællinger.
Nogle med mere vægt end andre.

Mine fortællinger:

Med højskolesangbogen i bagagen

Mennesker har til alle tid rejst ud. Rejser, der ændrede deres og måske andres liv.

Mens deres historie fortælles, forestiller vi os, hvad de kunne have sunget på rejsen, hvis de havde haft en stak Højskolesangbøger med i bagagen.

Varighed kan tilpasses fra 1 time


Fotograf Janne Bavnhøj

Komponisten Thorvald Aagaard – tak for sangene

Varighed kan tilpasses

I friskoletiden på Midtfyn sang vi ikke blot om sneflokke, der kom vrimlende og om spurven stum bag kvist, men også de mange historiske sange, som havde toner af den fynske komponist Thorvald Aagaard. Hans musikalske liv er en fortælling værd.

For han blev den folkelige sangs forsanger. Så lad os synge af den sangskat, han gav os.


Løgneren

af Martin A. Hansen

Varighed 1 time

Trettende Marts. Det er taaget. Sådan indledes romanen Løgneren af Martin A. Hansen. Romanen blev læst af Pouel Kern som radioroman i 1949-50. Romanens eksistentielle kerne om kærlighed og venskab, svigt og afkald er lige vedkommende i dag, som da oplæsningen lagde gaderne øde i vinteren 1949-50.


Midsommerfesten

af Martin A. Hansen

Varighed 1 time

Den næsten romanlange novelle Midsommerfesten fra Tornebusken 1946 er en stærk fortælling med en modernistisk fortællestil og en overraskende kristen horisont. For fortællingen om Forfatteren, Læserinden, Georg og Alma er en novelle om tab af tro og genfunden tro. Om kærlighedens magt.


Hading

Hading – helten fra Saxos Gesta Danorum

Varighed ca. 1 time

Hading var en helt som i ’ de gode gamle dage’. Han var også et menneske, en mand med begær, handlekraft og list. Han var handlekraftig og hans liv er en herlig blanding af saga, sagn og eventyr; opfostret af en jætte og med heltedød for enden.
Kom og hør hans livs historie. Og den ledsager vi med fællessang fra Højskolesangbogen.


Illustation: Louis Moe

Orgelbyggeren

af Robert Åsbacka

Varighed 1 time +

Orgelbyggeren handler om den 78-årige Johannes Thomasson, der lever i en selvvalgt ensomhed efter tabet af sin hustru Siri. Buxtehudes korværk ’Membra Jesu Nostri’ bliver medfortæller på Thomassons sidste tid, hvor hans verden bliver større, samtidig med at han går mod døden. En roman fuld af musik og sorg og tab og nye muligheder.


Siden følger andre fortællinger