Litteraturens bærekraft

Uden bøgerne var jeg død, sådan cirka siger Suzanne Brøgger (f. 1944) i bogen ”Sølve”.
Uden bøger, uden fortællinger, uden litteratur ville menneskelivet være fattigt.
For litteratur sætter et spejl op for det liv vi har fået.
Når det er let, går det næsten som en leg og ord af næsten alle slags synger med i sindet. Når det er tungt, er der også ord at løfte sig op ved.
Det kunne for eksempel være disse af højskolemanden Erik Lindsø (f. 1954):
”Glæden kræver opsøgende virksomhed”
Bliver dén opgave lidt for krævende, så er det godt at
“Det er nok at eksistere for at være perfekt,”, som Fernando Pessoa (1888-1935) skal have sagt.
Og dét er jo sådan set ikke så lidt.
Fortælling af al den litteratur, der ligger for vore fødder, det er der bærekraft i.
Hver har sine egne fortællinger med sig, og disse fletter sig sammen med den skrevne litteratur og bliver et mønster, der giver nyt mod og ny glød til hver eneste dag. Ordets bærekraft!

  1. marts 2020

Tiden

Tidens gang er noget af det, som rammer mennesket ubønhørligt.
Det er nytår og man ser frem og tilbage. Ser sig i spejlet, ser sine børn, ser sine forældre – alt vidner om at tiden går.
To bøger ramte mig stærkt, da jeg var ung. Den ene var Simone de Beauvoirs “Alle mennesker er dødelige”. Bibliotek.dk skriver om den: “Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok”.
En anden, som jeg aktuelt genbesøger, er Kerstin Ekmanns “Røverne i Skuleskoven”. Den slog mig også helt omkuld, da jeg var ca. 25 år. Siden har jeg foræret værket væk flere gange. I december hørte jeg Doris Ottesen fortælle af den. Da greb jeg den igen. Doris Ottesen har heldigvis også skrevet et rigtig godt bogværk om Kerstin Ekmann. For fortællingen om Skord (navnet er sammensat af skov og ORD) er sær og særlig og stærkt anbefalelsesværdig.
Skord opstår ligesom bare af skovbunden, vistnok omkring slutningen af 1200-tallet og lever nu i ca. 500 år. OM han begærer at leve nærmest uendeligt, hører vi ikke. Men han oplever gang på gang at se sine nærmeste omgivelser – i sit øvrigt forunderlige liv – falme, visne og dø. Bogen er fyldt med bibelske referencer på kryds og tværs, ligesom der er alkymi og andet sjov hedenskab i spil.
Først da han møder kærlighed og genkender sin art i hende, Xenia (navnet betyder ‘gæstegave’!), kan hans liv afgrænses og afsluttes. Han går ligesom i et med skovbunden igen.
Noget af det skønne ved romanen og dens tidslige udstrækning er Skords indsigt i og forståelse af menneskeslægtens fortumlede, vaklende, jublende, fjollede, insisterende væren i verden. Han følger dem længe. Ligeså kan han pege på naturens overskud: laksens spring er højere end nødvendigt, fuglens sang smukkere end tænkeligt, solens grundløse spillen i bækken. Det er overflod.
Tiden er en faktor både natur og mennesker lever under, og set i lyset af Raymond Foscas og Skords indsigter – så er det måske slet ikke så ringe endda. Sålænge vi er her, må vi endda have blik for det overskud, som livet er.
Godt nytår!

3. januar 2020

Det evige i mennesket

Alt imens sommer bliver til eftersommer og efterår og de mørke timer får stadig mere vægt og magt, er jeg ved at være klar til at fortælle Orgelbyggeren.
Trods dét at det lige om lidt er efterår med TID i mængder, så kalder Skive ugen efter på en ny fortælling. En god gammel en om Hading, den skønne og barske og rå helt fra Saxo.
Per Fisker satte mig (også her) i gang. Han genfortalte den for mig, fordi han holdt af den og ville give den videre. Han holdt dog ikke af, at vi skulle synge Halfdan Rasmussen blandt de forskellige sange, jeg havde sat sammen til fortællingen. Noget om helte er bare en fin anti-heltesang, der passer godt ind.
Selvom Orgelbyggeren og Hading er to væsensforskellige historier fra helt forskellige tider, så er de begge mænd af de nordiske lande; de kender til kærlighed og svig, venskab og genvundet liv.
Sådan hænger livet alligevel sammen for mennesker, tværs gennem tiden. (8. september 2019).

Den første tid

De første måneder som FortællerUnnavers  er allerede gået.

Et par nye aftaler er tikket ind, og jeg er hoppet ind i Facebookuniverset som Fortællerunnavers. Efter en FB-fri pause i fire år kræver det gen-læring: hvad kan vi bruge hinanden til.

Det har været fantastisk at se, hvor meget fortælling og det der ligner, florerer – i virkeligheden.  – og præsenteres på Fb.  Der er slet ikke dage og aftener nok til alt det jeg gerne ville opleve.

Det nye fortællerlivs første arrangement var i onsdags, den 12. juni  i sognegården i Sabro.

Ca. 30 mennesker mødte op, og sang med og levede sig ind i fortællingen om Skabelsen, Adam og Eva, Kain og alle dem midt i, før vi kommer til Guds hovedrengøring og Noas ark-byggeri og vingårdsdrift.

Hele historien “Med Højskolesangbogen i bagagen” blev fortalt og sunget med masser af livgivende fællessang, kaffe og samvær. Så kan det nærmest ikke blive mere dansk.

I de samme dage er der Folkemøde på Bornholm. De synger også!

For når vi synger sammen, ånder vi med Vorherre, siger en. En anden: Når man synger, kan man umuligt være sur.

Næste uge, den 21. juni, kan vi synges ved i Mariehøj kirke kl 16.00, hvor Noa og de andre vil træde i fællesskab med Højskolesangbogen.

Glædelig midsommer! (14. juni 2019)