I filmen “Big Fish” fra 2003 af Tim Burton fortælles den ofte genkommende fortælling om forholdet mellem en søn og en far. Det kunne lige så godt have været en datter og en mor.

Sønnen synes det altid har drejet sig om faderen; han har altid fået fokus flyttet over på sig, selv på sønnens bryllupsdag. Nu er sønnen og hans kone kaldt fra bopælen i Frankrig hjem til USA til faderens dødsleje. Derfor er der tid til samtale – den gode og svære tid, hvor der kan udveksles vrede ord og / eller forståelse. Hvem ved.

Faderens måde, den måde han har bevæget sig gennem livet, er hans enorme evne til at fortælle historier, historier fra hans eget liv. Og de er ærlig talt noget vilde og svært troværdige.

Derfor siger sønnen på et tidspunkt til ham, i vrede og frustration og savn, “you tell elaborate mythologies!’: Du fortæller udfoldede mytologier. Sagt på dansk med mine ord: dine historier er jo bare rablende fortællinger uden bund i virkeligheden! Det er løgn det hele!

Faderen synes, sønnen er uretfærdigt. For historierne er jo sande! Det skete. Det var, hvad han oplevede.

Jeg kan anbefale filmen. Den ender godt, kan jeg afsløre. Men se den selv.

Menneskers liv er nogle gange bare vildere end man lige kunne forestille sig inde fra sin egen boble.

Prøv en gang at gennemtænke nogle af dit eget livs hændelser: hvis de skulle gengives (og det skal de måske til børn, børnebørn, venner – fordi de fortællinger blev en del af din livsfortælling) – hvor skøre eller vilde eller sære, eller ‘udfoldede (vilde) mytologier’ ville de ikke være?

I dag på min fødselsdag tænker jeg på, hvor mange skøre ting jeg har oplevet, som jeg elsker at give videre til venner og familie.

(Nogle holder jeg for mig selv, eller for de få allernærmeste).

Måske derfor jeg har skrevet ‘elaborate mythologies’ i mine noter i mobilen. For de sande virkelige historier er gode at gemme, sjove at give videre og nogle gange bevægende at huske på og tage med sig.

Gennem årene er de måske tilmed blevet bedre. Hvem ved.

4. maj 2021

I går, fredag den 12. februar var der knaldende sol og bidende frost.
Da jeg af-formummet var ude af Trøjborg-centret, kom en ung pige i høj energi iklædt rød baskerhue og en pink nederdel forbi. Hun lyste af liv.
Det kunne jeg ikke lade være med at kommentere; sagde noget om hendes tøj, og hun hørte vist kun det halve, men fyldte så rigeligt mere end den anden halve ud, med et jublende udsagn, et glædesbrøl: “jeg har lige afleveret sidste opgave på uni og jeg har lige mødt den sødeste fyr!”
Hun lyste og gjorde mig inderlig glad.
Til overflod overfløj lidt senere fem hvide selvlysende svaner himmelrummet over mit hoved.

13. feb. 2021

Da Han blev født, den lille, blev en verdensorden vendt på hovedet.

I år bliver julen også anderledes, hele verden rundt. Det er som om uanset hvor man vender sig, så er det både noget nyt og anderledes, og på samme tid det samme, en karusseltur der bliver ved og man kan ikke stå af.

Denne jul skal jeg fejre alene – men dog online med mine unger – alene og dog med julemad fra mine søde underboer – alene og dog med blomster og gaver sendt fra nære veninder med et postnord der denne jul har brillieret med hurtighed – alene, men med min mand i telefonen, når han mærker det brænder på i fortabthed.

Så jeg kan jo ikke klage.

Denne juleaftensmorgen er med blå himmel og sol; radioen er fuld af julemusik, som kan nappe lidt i hjertet, fordi den minder om tidligere juleaftener: som barn, som voksent menneske med alt det, der hører til, som præst – som menneskebarn.

Det er jo bare at huske på, at alt det er jeg stadig.

Også selvom covid bed mig i haserne før jul. Den er heldigvis ved at slippe.

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Glædelig jul til alle derude, ønsker jeg fra 1. sal i Bangsbostrand.

Når et bryllup sætter tiden på plads

For nyligt blev min ældste datter gift med sin elskede. Det var som alle bryllupper en stor dag, ikke mindst for dem, der er tæt på og har fulgt den ene eller den anden, fra de trak vejret allerførste gang en decemberdag for 25 år siden.

På et af de mange fotografier fra dagen går de hen ad en sti i skoven. De går hånd i hånd. De vender ryggen til. De er på vej til det, der nu er deres fælles liv.

Det kan synes vemodigt, og det er det. Men det er også og især vidunderligt livsbekræftende, at det væsen der for næsten 25 år siden trak vejret allerførste gang nu virkeligt for alvor og med fuld salut er på vej ind i, med fuld kraft, i sin helt egen fortælling sammen med sin helt egen mand i det liv der virkelig for alvor nu er deres. En fortælling med mange kapitler. Nogle af kapitlerne er allerede skrevet. De fleste ligger forude.

Det sætter livet i relief, det liv også vi andre omkring dem skal leve videre i: At deres historie er sat i sving (som menneskeliv bliver det igen og igen, som en gynge der bliver skubbet i gang). De gyngeture er vi alle i gang med. Sammen, med dem og hver for sig. Men allermest forbundet af det, vi har fælles.

Tak og til lykke.

Oktober 2020

Kan du huske, da der var vinter fuld af sne, hver vinter – hele vinteren? Da sommeren varede evigt og de første skoledage smagte af skovfogedæbler og svulmende victoriablommmer, medbragt i poser til uddeling?
Jeg kan huske

• dage på halmloftet, hvor bliktaget emmede af varme, og veninden og jeg lå i halmen og snakkede i timevis, gerne med en lille kattekilling eller tre,
• andre dage hvor sommeregnen hamrede mod det samme bliktag,
• dengang mine brødre fandt en nærmest mumificeret afdød kat under taget
• når der der blev hentet halm og hø ind,
• når vores hund tissede af jubel over gensynet med Hans, kontorfuldmægtigen, der dukkede op hos os på landet ved høsttid,
  at hente rødbeder, kartofler, gulerødder under vintermåtterne til aftensmaden, mens lyde og lugte af høns og duer, kaniner, geder og heste fyldte stalden med varme og en hjemlighed, jeg ikke har kendt magen til siden.

Jeg husker så meget. Det hele danner og farver billedet af barndommen. Mine to brødre har givet andre mindebilleder af, andre vinkler på vores fælles barndom. Der står i avisen i dag at søskende sammen danner det fuldstændige billede af deres forældre, og jeg vil tilføje – om hinanden, og om vores historie. En kollega siger “vi har i bund og grund brug for vores søskendes andet livssyn og for deres anden måde at betragte barndommen, verden og familiehistorien på” (Preben Kok, Kr.D. 7. august 2020).
For med hinanden som ledsagere til et langt liv får vi en historie om os selv, der bliver mere fuldstændig, fordi fragmenterne tilsammen giver et hele, et puslespil med et helt billede.
En livsfortællling som sætter os sammen som hele ‘individer’, udelelige – som vi altså ofte alligevel kan føle os som: opdelte og fragmenterede i de forskellige livsrum, vi bevæger os igennem, gennem dagen, ugen, året og vore livsfaser, vore epoker.
Lige om lidt rykker jeg ind i en ny epoke, som vil være velkendt på sin vis, men lidt som de forskellige søskendes billede på den samme barndom, vil mit blik nu være vendt andetsteds fra og i en ny retning. Det bliver godt og givende, måske endda samlende for mine fragmenter at skulle være højskolelærer på Rønshoved Højskole dette efterår.
Hvem ved? Håbet er lysegrønt.

7. august 2020

Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?

Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sang­stemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.

Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.

Midsommer 2020

Ingen har nogensinde med nogen ret kunnet sige, at jeg sparer på ord.
Også derfor ramte det mig, da jeg i studietiden under arbejdet med ”Løgneren” (en retrospektiv og temmelig konstrueret dagbog) læste litteraten Eva Pohl, der skrev om dette, at man ved at fortælle [om] sit liv kommer til klarhed om det.

For man vil igen og igen sætte sig overfor en og begynde ‘dengang jeg … ,da …’.
For få dage siden talte min far og jeg om en syret tid i mit dengang 25-årige liv, hvor jeg tomlede til Sydfrankrig og en kort tid arbejdede som stuepige på et lille danskejet hotel i det sydfranske; ”NN’s galehus’ kaldte vi det siden.
Hensigten var at blive bedre til at tale fransk, for jeg studerede fransk på universitetet. Opholdet blev i stedet på mange måder en særdeles begivenhedsrig periode, der den korte tid til trods gav mig mareridt i årevis efter: i drømmene var hotellets ejere bestyrere af båden der sejlede over floden Styx. Det var ikke en god færgefart.

At fortælle den slags historier – og komme til en slags klarhed over hvad og hvorfor, blev en af drivkræfterne bag det at ville fortælle.
For ved at genfortælle sit liv, sine oplevelser bliver man lidt klogere på dem. Og sig selv engang.
Når det er sagaer eller romaner eller eventyr jeg giver videre, er det i en dyb erkendelse af, at jeg får ved at give.
For de er historier, der fortæller om det til enhver tid værende menneskeliv. Retrospektivt vil det være, og måske er noget af det løgn, sløret af årene og en barmhjertig erindring. Eller det er den afslørede rå virkelighed som den ser ud indefra.
Måske skal historierne fortælles en del gange, før færgemanden sejler et andet sted hen?

21. april 2020

Uden bøgerne var jeg død, sådan cirka siger Suzanne Brøgger (f. 1944) i bogen ”Sølve”.
Uden bøger, uden fortællinger, uden litteratur ville menneskelivet være fattigt.
For litteratur sætter et spejl op for det liv vi har fået.
Når det er let, går det næsten som en leg og ord af næsten alle slags synger med i sindet. Når det er tungt, er der også ord at løfte sig op ved.
Det kunne for eksempel være disse af højskolemanden Erik Lindsø (f. 1954):
”Glæden kræver opsøgende virksomhed”
Bliver dén opgave lidt for krævende, så er det godt at
“Det er nok at eksistere for at være perfekt,”, som Fernando Pessoa (1888-1935) skal have sagt.
Og dét er jo sådan set ikke så lidt.
Fortælling af al den litteratur, der ligger for vore fødder, det er der bærekraft i.
Hver har sine egne fortællinger med sig, og disse fletter sig sammen med den skrevne litteratur og bliver et mønster, der giver nyt mod og ny glød til hver eneste dag. Ordets bærekraft!

11. marts 2020