Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?

Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sang­stemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.

Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.

Midsommer 2020

Ingen har nogensinde med nogen ret kunnet sige, at jeg sparer på ord.
Også derfor ramte det mig, da jeg i studietiden under arbejdet med ”Løgneren” (en retrospektiv og temmelig konstrueret dagbog) læste litteraten Eva Pohl, der skrev om dette, at man ved at fortælle [om] sit liv kommer til klarhed om det.

For man vil igen og igen sætte sig overfor en og begynde ‘dengang jeg … ,da …’.
For få dage siden talte min far og jeg om en syret tid i mit dengang 25-årige liv, hvor jeg tomlede til Sydfrankrig og en kort tid arbejdede som stuepige på et lille danskejet hotel i det sydfranske; ”NN’s galehus’ kaldte vi det siden.
Hensigten var at blive bedre til at tale fransk, for jeg studerede fransk på universitetet. Opholdet blev i stedet på mange måder en særdeles begivenhedsrig periode, der den korte tid til trods gav mig mareridt i årevis efter: i drømmene var hotellets ejere bestyrere af båden der sejlede over floden Styx. Det var ikke en god færgefart.

At fortælle den slags historier – og komme til en slags klarhed over hvad og hvorfor, blev en af drivkræfterne bag det at ville fortælle.
For ved at genfortælle sit liv, sine oplevelser bliver man lidt klogere på dem. Og sig selv engang.
Når det er sagaer eller romaner eller eventyr jeg giver videre, er det i en dyb erkendelse af, at jeg får ved at give.
For de er historier, der fortæller om det til enhver tid værende menneskeliv. Retrospektivt vil det være, og måske er noget af det løgn, sløret af årene og en barmhjertig erindring. Eller det er den afslørede rå virkelighed som den ser ud indefra.
Måske skal historierne fortælles en del gange, før færgemanden sejler et andet sted hen?

21. april 2020

Uden bøgerne var jeg død, sådan cirka siger Suzanne Brøgger (f. 1944) i bogen ”Sølve”.
Uden bøger, uden fortællinger, uden litteratur ville menneskelivet være fattigt.
For litteratur sætter et spejl op for det liv vi har fået.
Når det er let, går det næsten som en leg og ord af næsten alle slags synger med i sindet. Når det er tungt, er der også ord at løfte sig op ved.
Det kunne for eksempel være disse af højskolemanden Erik Lindsø (f. 1954):
”Glæden kræver opsøgende virksomhed”
Bliver dén opgave lidt for krævende, så er det godt at
“Det er nok at eksistere for at være perfekt,”, som Fernando Pessoa (1888-1935) skal have sagt.
Og dét er jo sådan set ikke så lidt.
Fortælling af al den litteratur, der ligger for vore fødder, det er der bærekraft i.
Hver har sine egne fortællinger med sig, og disse fletter sig sammen med den skrevne litteratur og bliver et mønster, der giver nyt mod og ny glød til hver eneste dag. Ordets bærekraft!

11. marts 2020

Tidens gang er noget af det, som rammer mennesket ubønhørligt.
Det er nytår og man ser frem og tilbage. Ser sig i spejlet, ser sine børn, ser sine forældre – alt vidner om at tiden går.
To bøger ramte mig stærkt, da jeg var ung. Den ene var Simone de Beauvoirs “Alle mennesker er dødelige”. Bibliotek.dk skriver om den: “Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok”.
En anden, som jeg aktuelt genbesøger, er Kerstin Ekmanns “Røverne i Skuleskoven”. Den slog mig også helt omkuld, da jeg var ca. 25 år. Siden har jeg foræret værket væk flere gange. I december hørte jeg Doris Ottesen fortælle af den. Da greb jeg den igen. Doris Ottesen har heldigvis også skrevet et rigtig godt bogværk om Kerstin Ekmann. For fortællingen om Skord (navnet er sammensat af skov og ORD) er sær og særlig og stærkt anbefalelsesværdig.
Skord opstår ligesom bare af skovbunden, vistnok omkring slutningen af 1200-tallet og lever nu i ca. 500 år. OM han begærer at leve nærmest uendeligt, hører vi ikke. Men han oplever gang på gang at se sine nærmeste omgivelser – i sit øvrigt forunderlige liv – falme, visne og dø. Bogen er fyldt med bibelske referencer på kryds og tværs, ligesom der er alkymi og andet sjov hedenskab i spil.
Først da han møder kærlighed og genkender sin art i hende, Xenia (navnet betyder ‘gæstegave’!), kan hans liv afgrænses og afsluttes. Han går ligesom i et med skovbunden igen.
Noget af det skønne ved romanen og dens tidslige udstrækning er Skords indsigt i og forståelse af menneskeslægtens fortumlede, vaklende, jublende, fjollede, insisterende væren i verden. Han følger dem længe. Ligeså kan han pege på naturens overskud: laksens spring er højere end nødvendigt, fuglens sang smukkere end tænkeligt, solens grundløse spillen i bækken. Det er overflod.
Tiden er en faktor både natur og mennesker lever under, og set i lyset af Raymond Foscas og Skords indsigter – så er det måske slet ikke så ringe endda. Sålænge vi er her, må vi endda have blik for det overskud, som livet er.
Godt nytår!

3. januar 2020

Alt imens sommer bliver til eftersommer og efterår og de mørke timer får stadig mere vægt og magt, er jeg ved at være klar til at fortælle Orgelbyggeren.
Trods dét at det lige om lidt er efterår med TID i mængder, så kalder Skive ugen efter på en ny fortælling. En god gammel en om Hading, den skønne og barske og rå helt fra Saxo.
Per Fisker satte mig (også her) i gang. Han genfortalte den for mig, fordi han holdt af den og ville give den videre. Han holdt dog ikke af, at vi skulle synge Halfdan Rasmussen blandt de forskellige sange, jeg havde sat sammen til fortællingen. Noget om helte er bare en fin anti-heltesang, der passer godt ind.
Selvom Orgelbyggeren og Hading er to væsensforskellige historier fra helt forskellige tider, så er de begge mænd af de nordiske lande; de kender til kærlighed og svig, venskab og genvundet liv.
Sådan hænger livet alligevel sammen for mennesker, tværs gennem tiden. (8. september 2019).