Tidens ilen af sted

Når et bryllup sætter tiden på plads

For nyligt blev min ældste datter gift med sin elskede. Det var som alle bryllupper en stor dag, ikke mindst for dem, der er tæt på og har fulgt den ene eller den anden, fra de trak vejret allerførste gang en decemberdag for 25 år siden.

På et af de mange fotografier fra dagen går de hen ad en sti i skoven. De går hånd i hånd. De vender ryggen til. De er på vej til det, der nu er deres fælles liv.

Det kan synes vemodigt, og det er det. Men det er også og især vidunderligt livsbekræftende, at det væsen der for næsten 25 år siden trak vejret allerførste gang nu virkeligt for alvor og med fuld salut er på vej ind i, med fuld kraft, i sin helt egen fortælling sammen med sin helt egen mand i det liv der virkelig for alvor nu er deres. En fortælling med mange kapitler. Nogle af kapitlerne er allerede skrevet. De fleste ligger forude.

Det sætter livet i relief, det liv også vi andre omkring dem skal leve videre i: At deres historie er sat i sving (som menneskeliv bliver det igen og igen, som en gynge der bliver skubbet i gang). De gyngeture er vi alle i gang med. Sammen, med dem og hver for sig. Men allermest forbundet af det, vi har fælles.

Tak og til lykke.

Oktober 2020

Med Højskolesangbogen i bagagen – et landmandsliv

Dansk Skolesangbog 1958. 3. udgave
Vignet af Elise Konstantin Hansen.

Gennem årtusinder var vi bønder og denne sangaften skal vi synge af de sange, der ligger lige i plovfuren på denne lange historie.

Gennem fortællinger skal vi følges med nogle forskellige karakterer, der har levet et liv i landbruget. Vi skal følges med dem: pige, dreng, mand, kvinde – en dag, et år, en tid i deres liv – og synge med på de sange, han eller hun sang, hvis de nu havde haft en højskolesangbog med i mark og stald.
Vi synger fra 18. udgave.

(Pga. corona skal vi muligvis snarere læse eller høre sangene sunget. Men vi håber det bedste).

Fortæller Unna-Pernille Gjørup Jensen føjer sangene ind i fortællingen om et bondeliv gennem årstider, glæder og sorger.

Mandag den 12 april 2021 kl. 19.00-20.30

Fællessangaften på Risskov Bibliotek.

Adresse: Fortebakken 1, 8240 Risskov

Kan du huske –

Kan du huske, da der var vinter fuld af sne, hver vinter – hele vinteren? Da sommeren varede evigt og de første skoledage smagte af skovfogedæbler og svulmende victoriablommmer, medbragt i poser til uddeling?
Jeg kan huske

  • dage på halmloftet, hvor bliktaget emmede af varme, og veninden og jeg lå i halmen og snakkede i timevis, gerne med en lille kattekilling eller tre,
  • andre dage hvor sommeregnen hamrede mod det samme bliktag,
  • dengang mine brødre fandt en nærmest mumificeret afdød kat under taget
  • når der der blev hentet halm og hø ind,
  • når vores hund tissede af jubel over gensynet med Hans, kontorfuldmægtigen, der dukkede op hos os på landet ved høsttid,
    at hente rødbeder, kartofler, gulerødder under vintermåtterne til aftensmaden, mens lyde og lugte af høns og duer, kaniner, geder og heste fyldte stalden med varme og en hjemlighed, jeg ikke har kendt magen til siden.

Jeg husker så meget. Det hele danner og farver billedet af barndommen. Mine to brødre har givet andre mindebilleder af, andre vinkler på vores fælles barndom. Der står i avisen i dag at søskende sammen danner det fuldstændige billede af deres forældre, og jeg vil tilføje – om hinanden, og om vores historie. En kollega siger “vi har i bund og grund brug for vores søskendes andet livssyn og for deres anden måde at betragte barndommen, verden og familiehistorien på” (Preben Kok, Kr.D. 7. august 2020).
For med hinanden som ledsagere til et langt liv får vi en historie om os selv, der bliver mere fuldstændig, fordi fragmenterne tilsammen giver et hele, et puslespil med et helt billede.
En livsfortællling som sætter os sammen som hele ‘individer’, udelelige – som vi altså ofte alligevel kan føle os som: opdelte og fragmenterede i de forskellige livsrum, vi bevæger os igennem, gennem dagen, ugen, året og vore livsfaser, vore epoker.
Lige om lidt rykker jeg ind i en ny epoke, som vil være velkendt på sin vis, men lidt som de forskellige søskendes billede på den samme barndom, vil mit blik nu være vendt andetsteds fra og i en ny retning. Det bliver godt og givende, måske endda samlende for mine fragmenter at skulle være højskolelærer på Rønshoved Højskole dette efterår.
Hvem ved? Håbet er lysegrønt.

  1. august 2020

De der historier-

Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?

Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sang­stemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.

Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.

Midsommer 2020

Fortællingens løgn som sandhed om livet (?)

Ingen har nogensinde med nogen ret kunnet sige, at jeg sparer på ord.
Også derfor ramte det mig, da jeg i studietiden under arbejdet med ”Løgneren” (en retrospektiv og temmelig konstrueret dagbog) læste litteraten Eva Pohl, der skrev om dette, at man ved at fortælle [om] sit liv kommer til klarhed om det.

For man vil igen og igen sætte sig overfor en og begynde ‘dengang jeg … ,da …’.
For få dage siden talte min far og jeg om en syret tid i mit dengang 25-årige liv, hvor jeg tomlede til Sydfrankrig og en kort tid arbejdede som stuepige på et lille danskejet hotel i det sydfranske; ”NN’s galehus’ kaldte vi det siden.
Hensigten var at blive bedre til at tale fransk, for jeg studerede fransk på universitetet. Opholdet blev i stedet på mange måder en særdeles begivenhedsrig periode, der den korte tid til trods gav mig mareridt i årevis efter: i drømmene var hotellets ejere bestyrere af båden der sejlede over floden Styx. Det var ikke en god færgefart.

At fortælle den slags historier – og komme til en slags klarhed over hvad og hvorfor, blev en af drivkræfterne bag det at ville fortælle.
For ved at genfortælle sit liv, sine oplevelser bliver man lidt klogere på dem. Og sig selv engang.
Når det er sagaer eller romaner eller eventyr jeg giver videre, er det i en dyb erkendelse af, at jeg får ved at give.
For de er historier, der fortæller om det til enhver tid værende menneskeliv. Retrospektivt vil det være, og måske er noget af det løgn, sløret af årene og en barmhjertig erindring. Eller det er den afslørede rå virkelighed som den ser ud indefra.
Måske skal historierne fortælles en del gange, før færgemanden sejler et andet sted hen?

  1. april 2020

Litteraturens bærekraft

Uden bøgerne var jeg død, sådan cirka siger Suzanne Brøgger (f. 1944) i bogen ”Sølve”.
Uden bøger, uden fortællinger, uden litteratur ville menneskelivet være fattigt.
For litteratur sætter et spejl op for det liv vi har fået.
Når det er let, går det næsten som en leg og ord af næsten alle slags synger med i sindet. Når det er tungt, er der også ord at løfte sig op ved.
Det kunne for eksempel være disse af højskolemanden Erik Lindsø (f. 1954):
”Glæden kræver opsøgende virksomhed”
Bliver dén opgave lidt for krævende, så er det godt at
“Det er nok at eksistere for at være perfekt,”, som Fernando Pessoa (1888-1935) skal have sagt.
Og dét er jo sådan set ikke så lidt.
Fortælling af al den litteratur, der ligger for vore fødder, det er der bærekraft i.
Hver har sine egne fortællinger med sig, og disse fletter sig sammen med den skrevne litteratur og bliver et mønster, der giver nyt mod og ny glød til hver eneste dag. Ordets bærekraft!

  1. marts 2020

Tiden

Tidens gang er noget af det, som rammer mennesket ubønhørligt.
Det er nytår og man ser frem og tilbage. Ser sig i spejlet, ser sine børn, ser sine forældre – alt vidner om at tiden går.
To bøger ramte mig stærkt, da jeg var ung. Den ene var Simone de Beauvoirs “Alle mennesker er dødelige”. Bibliotek.dk skriver om den: “Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok”.
En anden, som jeg aktuelt genbesøger, er Kerstin Ekmanns “Røverne i Skuleskoven”. Den slog mig også helt omkuld, da jeg var ca. 25 år. Siden har jeg foræret værket væk flere gange. I december hørte jeg Doris Ottesen fortælle af den. Da greb jeg den igen. Doris Ottesen har heldigvis også skrevet et rigtig godt bogværk om Kerstin Ekmann. For fortællingen om Skord (navnet er sammensat af skov og ORD) er sær og særlig og stærkt anbefalelsesværdig.
Skord opstår ligesom bare af skovbunden, vistnok omkring slutningen af 1200-tallet og lever nu i ca. 500 år. OM han begærer at leve nærmest uendeligt, hører vi ikke. Men han oplever gang på gang at se sine nærmeste omgivelser – i sit øvrigt forunderlige liv – falme, visne og dø. Bogen er fyldt med bibelske referencer på kryds og tværs, ligesom der er alkymi og andet sjov hedenskab i spil.
Først da han møder kærlighed og genkender sin art i hende, Xenia (navnet betyder ‘gæstegave’!), kan hans liv afgrænses og afsluttes. Han går ligesom i et med skovbunden igen.
Noget af det skønne ved romanen og dens tidslige udstrækning er Skords indsigt i og forståelse af menneskeslægtens fortumlede, vaklende, jublende, fjollede, insisterende væren i verden. Han følger dem længe. Ligeså kan han pege på naturens overskud: laksens spring er højere end nødvendigt, fuglens sang smukkere end tænkeligt, solens grundløse spillen i bækken. Det er overflod.
Tiden er en faktor både natur og mennesker lever under, og set i lyset af Raymond Foscas og Skords indsigter – så er det måske slet ikke så ringe endda. Sålænge vi er her, må vi endda have blik for det overskud, som livet er.
Godt nytår!

3. januar 2020